Den Danske Druideorden fyldte 100 år den 27. august 2021

Et kært barn fylder 100 år den 27. august 2021 og er i virkeligheden meget ældre. Vi siger tillykke til Den Danske Druideorden, hvis danske stifter er Sofus Nervil, forfatter og billedhugger, der grundlagde den første danske loge. Ideen stammer fra England i begyndelsen af 1700-tallet, hvor John Tolland ønskede en forening, for at dens medlemmer kunne drøfte emner i et frirum uden om den tids religiøse og politiske stridigheder. Det nåede han så ikke, men til gengæld oprettede Henry Hurle i 1781 i London ordenen på pubben ”The King’s Arms” i Poland Street, der senere fik den officielle titel United Ancient Order of Druids, U.A.O.D. Det blev grundlaget for den moderne tids, og dermed også den danske, druideorden.

Kelterne

Men hvad er det for en størrelse, der er blevet kaldt til live fra antikke tider? Vi skal tilbage til oldtiden, før det antikke Grækenland og før Romerriget blomstrede, til kelternes rige. De udgør en samling af folkeslag, der for 3.000 år siden var at finde fra Lilleasien, det nuværende Tyrkiet, jf. Galaterne i det Ny Testamente, over Balkan, Germanien, dvs. det moderne Sydtyskland og Østrig, Frankrig, hvor Cæsar omdøbte de derboende keltere, Asterix’ og Obelix’ slægtninge, og kaldte dem gallere, Nordvestspanien i provinsen Galicia, til Irland og Britannien, hvor gælisk er betegnelsen for keltisk i Irland og Skotland. Keltisk er et indoeuropæisk sprog på linje med latin, oldgræsk, oldslavisk og hettitisk for nu at nævne nogle af de gamle sprogstammer. Nu er sprogområdet skrumpet til et minimum, hvor vi ud over gælisk har dialekten Manx på øen Man, kymrisk i Wales og bretonsk i Bretagne, som historisk set var bosat af britannere, der 500 e.Kr. tog sproget med sig fra Britannien. Og gælisk, Manx, kymrisk og bretonsk er ø-keltisk, modsat kontinental-keltisk på fastlandet, som forsvinder hurtigt i løbet af de første århundreder efter Kristus. Så det er ø-keltisk, vi har tilbage i litterære skrifter, og det er ud fra dem, at forestillingerne om druider udvikler sig.

Man har betragtet druiderne som kelternes præster, men de optræder hverken i NV-Spanien, Norditalien, på Balkan eller i Lilleasien. Da druiderne ikke har efterladt sig noget skriftligt og de arkæologiske fund er meget sparsomme mhp. druider, er vores kilder græske og romerske forfattere fra 1. årh. f.Kr. Lad os altså se på nogle af de antikke forfattere og hvad de siger om druider.

Cæsar skriver i sin dagbog om gallerkrigene (bellum Gallicum 6, 14, 6) efter at have nævnt læren om genfødsel: ”De diskuterer meget om stjernerne og deres baner, kosmos’ størrelse og jordens, tingenes væsen og de udødelige guders virkning og magt, og giver det så videre til ungdommen.” Et bevis på dette træk kunne være en gallo-romersk kalender, der blev fundet i 1857 i Coligny i SØ-Frankrig, der går ud fra et måneår på 355 dage med 30 skuddage hvert 2½. år. Cæsar skriver lidt længere nede (6, 18, 1-2): ”Alle keltere bryster sig af at nedstamme fra Dis Pater og henviser derfor til druidernes lære. Derfor bestemmer de alle tidsrum ikke efter dagenes antal, men efter nætternes; fødselsdage, månedens og årets første dage beregner de således, at natten regnes til den følgende dag.” En anden kilde, geografen Strabon, hvis oplysninger går tilbage til den egentlige kilde om druider, nemlig Poseidonios’ værk om oldtidens historie, (skrevet 151-135 f.Kr.) skriver: ”Både de (= druiderne) og andre fortæller, at sjælene og verden alle kan ødelægges, selv om ild og vand ville beholde føringen.” Her har vi altså et vidnesbyrd om en verdensbrand og en syndflod, der ødelægger, men ikke totalt. Sandsynligvis har Cæsar benyttet samme kilde, når han skriver (6, 14, 5): ”Først og fremmest vil de overbevise om, at sjælene ikke forgår, men i døden går over fra de ene til de andre, og de tror, at dette især ansporer til tapperhed, fordi frygten for døden forsvinder.”

Fortolkningsproblemer

Pythagoræerne troede på en lære om genfødsel og var derfor veganere, men kelterne spiste gerne kød af husdyr og vilde dyr. Derfor er der ikke rigtig noget bevis for, at kelterne troede på en lære om sjælenes genfødsel.

Derudover skriver de antikke forfattere ikke de keltiske navne på guder og gudinder ned, men fortolker dem efter deres eget gudesystem, det kaldes interpretatio Graeca hhv. Romana, og derfor kan vi ikke se spor af en ægte keltisk kult, der ikke er blandet sammen med romersk kultisk tankegang. Cæsar nævner (6, 17, 1 f.) Merkur, Apollon, Mars, Jupiter og Minerva og som nævnt tidligere Dis Pater, der er en underverdens gud, men pga. interpretatio Romana finder vi ingen keltiske navne desværre. Og hvis vi sammenligner med de indskrifter, som arkæologerne har fundet, finder vi hundredvis af navne på keltiske guddomme, og som det ser ud, er det regionale og lokale guddomme, fordi de samme navne ikke findes over hele det keltiske område, men kun inden for visse regioner og lokaliteter. Man kender heller ikke deres funktioner eller magthierarkiet guderne imellem. Så når Cæsar nævner nogle for Rom vigtige guder og overfører dem til det keltiske univers, ordner han måske et for ham uoverskueligt og forvirrende billede af mange guddomme og samler dem i et top fem–system. Vi ser med andre ord keltisk religion gennem en romersk feltherres kikkert, og dette er jo den traditionelle måde at beskrive en fremmed kultpraksis på. Det kan også være, at Cæsar forudser, at romaniseringen af gallerne vil føre til en tilnærmelse af keltisk kultpraksis til romersk kultpraksis. Dette ville så være en politisk tolkning af Cæsar.

Druidernes religiøse funktioner

Men nu tilbage til druiderne og deres tydning af orakler og spådomme. Cicero forbinder druiderne med physiologia, naturfilosofi. Strabon skriver med hjemmel i Poseidonios (Geographia 4, 4, 4): ”Hos dem alle findes tre yderst ansete grupper af personer: barderne, seerne og druiderne. Barderne er sangere og digtere, seerne er offerpræster og naturfilosoffer, og druiderne studerer ud over naturfilosofien også moralfilosofi.” Druiderne blev altså forbundet med natur- og moralfilosofi, offerritualer og divination, dvs. udforskning af gudernes vilje. Strabon skriver palmoskopi, det at tage varsler ud fra en døendes krampetrækninger (4, 4, 5): ”Når et menneske, der var viet til guderne, skulle ofres, stak de en dolk i ryggen på det og spåede ud fra dets dødskramper. … De ofrede ikke uden druider. Som man fortæller, udførte de også andre slags menneskeofre. Nogle skød de med pile, andre gennemborede de med pæle i deres templer, eller også lavede de en kæmpemæssig grillrist af træ og strå og lagde så kvæg, vilde dyr og mennesker i den for at bruge dem som brændoffer.” Og Cæsar oplyser os om flere funktioner (6, 13, 4): ”De (= druiderne) styrer gudsdyrkelsen, har ansvaret for de offentlige og private ofringer og fortolker de religiøse forskrifter.” og (6, 16, 1-3): ”Hele kelternes folk er i høj grad religiøst. Derfor ofrer de, som lider under alvorlig sygdom eller befinder sig i krig og fare, i stedet for offerdyr mennesker eller bifalder ofringen af dem. Til det betjener de sig af druiderne som offerpræster. De er nemlig af den opfattelse, at de udødelige guder kun kan forsones, hvis man giver et menneskelig for et andet. Også officielt finder sådanne ofringer regelmæssigt sted. …” Hvordan disse ofre ser ud, forklarer Cæsar kort efter (6, 16, 3-5): ”Andre har fletværk af umådelig størrelse, hvis led, der er flettet af kviste, de fylder med levende mennesker. Når man antænder dem nedefra, omringes menneskene af flammerne og mister livet. Efter deres mening er ofringen af tyve, røvere og andre slags forbrydere mere kærkommen for de udødelige guder. Men hvis man mangler sådanne mennesker, går man med til at ofre uskyldige mennesker.”

Misteltenen og egetræet

Den udførligste skildring af et religiøst ritual finder vi hos antropologen og naturforskeren Plinius den Ældre (Naturhistorie 16, 249-251); det var ham, der omkom under Vesuvs udbrud 79 e.Kr., og teksten her er skrevet to år før: ”I denne sag må man også nævne beundringen (for misteltenen) i de galliske provinser. Intet er mere helligt for druiderne, - sådan kalder de deres spåmænd, - end misteltenen og det træ, den vokser på, selv om det kun er et egetræ. Netop derfor vælger de egetræslunde og foretager ingen ofringer uden egeløv, så de måske derfor i græsk fortolkning synes at hedde druider. De mener virkeligt, at alt, hvad der vokser på de træer, er sendt fra himlen og er et kendetegn for, at det træ er udvalgt af guden selv. En sådan mistelten bliver dog sjældent opdaget og bliver, hvis man finder den, opsøgt med stor ærefrygt, og netop på den sjette dag efter nymåne, altså på et tidspunkt, hvor måneder og år begynder hos dem og efter 30 år en (ny) generation. På dette tidspunkt har månen allerede samlet rigeligt med kræfter, men har ikke nået sin maksimale størrelse endnu. De betegner misteltenen med et ord fra deres eget sprog som den ”althelende”. Efter at man har forberedt offeret og fællesmåltidet på festlig vis, fører de to hvide tyre derhen, hvis horn for første gang må smykkes med kranse. En præst i hvidt gevandt klatrer op i træet og skærer misteltenen af med en gylden segl. Den opfanges i en hvid linnedsdug. Så slagter de offerdyrene og beder gud om, at han må lade sin gunst komme dem til gode, som han har bestemt den for. De tror, at ved at drikke af den bliver ethvert ufrugtbart væsen frugtbart og at det er medicin mod alle slags gifte. Så stor er folkeslagenes religiøse frygt selv for småting.”

Plinius citerer en ældre kilde, for druiderne og deres spådomskunst var blevet endegyldigt forbudt under kejser Claudius (41-54 e.Kr.), og at det kan være en græsk kilde, viser afledningen af ordet ’druide’ fra græsk ’drys’, som betyder egetræ, og *-uid-, som betyder ’vidende’, altså ’egetræskender’, og benævnelsen ’den althelende’ om misteltenen passer også fint til græsk ’pan-akes’, som netop betyder ’alt-helende’.

Egetræet var et billede på himmelguden, og den gyldne segl findes som låneord på latin fra keltisk og hedder ’vidubium’ (egl. trækniv), på fransk ’vouge’ og på walisisk ’gwddif’, oldirsk ’fidbae’. Og i en middelalderkommentar (Commenta Bernensia) til Lucan, en sølvalderdigter, der skriver om borgerkrigen mellem Cæsar og Pompeius, hvor han også nævner kelternes menneskeofringer, står der således:

Commenta Bernensia

”Merkur kaldes på gallernes sprog Teutates og blev tilbedt af dem med menneskeblod. Teutates Merkur forsones på følgende måde hos gallerne: Et menneske kastes hovedkulds ned i et fyldt trug, så at det drukner. Esus Mars forsones på følgende måde: Et menneske hænges op på et træ, indtil dets lemmer er blevet opløst til en blodig masse. Taranis Dis Pater forsones på følgende måde: Nogle mennesker brændes i et fletværk af træ. Anderledes beskrives det hos andre (forfattere): Teutates Mars forsones med et grusomt blodoffer, hvad enten kampene bliver ledet af hans guddommelige vilje, eller fordi kelterne tidligere ligesom til de øvrige guder også plejede at ofre mennesker til ham. Esus identificerer de med Merkur, fordi han tilbedes af de handlende, og Taranis, der styrer krigene og er den øverste af de himmelske guder, identificerer de med Jupiter. Han var engang vant til at blive forsonet med menneskelige kranier, men er nu tilfreds med kranier fra husdyr.”

Templer og ofringer

Kelternes kultpladser består ofte af en ’type picard’-helligdom, fx den i Gournay-sur-Aronde, opdaget i 1977 og helt udgravet på de gamle bellovakers territorium; den består af et rektangulært areal, afgrænset af grøfter til alle sider med en indgang på østsiden. Indenfor stod der et trætempel, der også vender mod øst; porten var smykket med menneskekranier; i grøften på østsiden fandt man sværd, skjolde og lanser, sikkert trofæer fra faldne modstandere. Våbnene var blevet brækket itu eller bøjet, så de ikke kunne bruges mere af mennesker, men nu var viet til helligdommen. I midten af arealet er der en offergrube, ca. 3m lang og 2m dyb, hvor okserne blev lagt ned, indtil kødet var rådnet op. Fra okserne var der altså ikke noget kød til deltagernes offermåltid. Kranierne blev derefter opstillet ved indgangen. Også svin og får blev der ofret, men kun indvoldene, så deres kød blev til gengæld spist af deltagerne ved det fælles offermåltid.

Druidernes samfundsmæssige stilling

De blev sammenlignet med persiske magiere, magoi, Egyptens præster og de indiske brahmaner. Strabon sammenfatter det således (4, 4, 4): ”Druiderne […] regnes for at være særlig retskafne, og derfor overlader man mæglingen af private og offentlige stridigheder til dem, så at de tidligere endda afgjorde krige og afholdt modstanderne, som allerede havde gjort klar til kamp, fra at føre krig. Først og fremmest tillagde man dem afgørelsen i mordforbrydelser.” Cæsar kommer med enkeltheder, vi ikke læser hos andre forfattere (6, 13, 4-12): ”Til dem [druiderne] kommer et stort antal unge mænd for uddannelsens skyld, og de nyder en høj anseelse hos dem. De afgør nemlig næsten alle offentlige og private stridigheder, og i tilfælde af en forbrydelse, et mord, en arve- eller grænsestridighed fælder de dommen og fastsætter skadeserstatningen og straffen.  Hvis en enkelt eller en stamme ikke følger deres afgørelse, udelukker de ham fra ofringerne. Det er hos dem den hårdeste straf, for de således udelukkede personer regnes for gudløse forbrydere. Alle undgår dem samt kontakten og samtalen med dem, for at de ikke skal rammes af ubehageligheder pga. kontakten med dem. Selv om de beder om det, får de ingen retsafgørelse, og man viser dem ikke nogen respekt. I spidsen for alle druider står den, der nyder størst anseelse blandt dem. Efter hans død følges han enten af den, der udmærker sig i værdighed blandt de øvrige, eller man vælger en ansøger blandt flere ligemænd gennem en afstemning blandt druiderne. Undertiden kæmper de også med våben om lederstillingen. På en vis årstid forsamler de sig alle på et indviet sted i Carnuternes område, som regnes for midten af hele Gallien. Overalt fra kommer alle derhen, som ligger i strid med hinanden og føjer sig under deres forordninger og afgørelser. Deres lære skal være opstået i Britannien og derfra være nået til Gallien, og selv i dag rejser den, der vil lære den nærmere at kende, oftest derhen for at studere den.” (6, 14, 1-4): ”Druiderne deltog normalt ikke i krige og betaler heller ikke skat som de andre. De er fritaget for militærtjeneste og alle andre forpligtigelser. Tillokket af så store fordele går mange af egen indskydelse ind til deres undervisning eller bliver sendt derhen af forældre og slægtninge. Som man fortæller, lærer de der en hel masse vers udenad. Derfor forbliver mange tyve år i deres undervisning. At skrive deres viden ned, anser mange for uretmæssigt, selv om de i næsten alle andre anliggender, både offentlige og private, benytter sig af den græske skrift. Det, forekommer det mig, har de gjort af to grunde: for det første vil de ikke, at deres lære udbredes blandt folket, for det andet skal eleverne ikke i tillid til det nedskrevne øve deres hukommelse mindre, sådan som de fleste mennesker jo gennem skriftens brug negligerer deres iver efter at lære og deres hukommelsesevne.”

Når man skal sammenfatte, hvad vi kan sige om druiderne og deres praksis, skal vi fremhæve de romerske og græske kilder, som der de vigtigste vidnesbyrd om druider i oldtiden. Når vi finder druider i Gallien, altså det nuværende Frankrig, kan det skyldes vores hovedkilde Cæsar, som var der i ti år.  Og arkæologien hjælper os både i Frankrig og i Sydtyskland. Det store minus er jo manglen på originale druidetekster. Både Cæsar, Strabon og Plinius er opvokset i en græsk-romersk kultpraksis, som former deres syn på de fremmede, de andre. Derfor møder vi den farvede kikkert, der fortolker eller fordrejer det sete i skribentens favør. Druidernes funktioner og beskrivelsen af disse ligner på flere måder, hvad vi kan læse om i græsk og romersk kultpraksis; men den største forskel ligger i deres menneskeofringer, som sikkert netop derfor fremhæves af Strabon og cæsar, for sådan nogen er hverken grækere eller romere vant til. Egetræer og misteltene kan vi nok sprogligt bekræfte, og også her hjælper arkæologien os. Druidernes samfundsmæssige stilling minder meget om ypperstepræsternes position i Rom, pontifikalkollegiet, der styrede Roms kultpraksis. Det er klart, at en så fremtrædende organisation påvirker den måde, en romersk forfatter ser på andre folkeslags kultpraksis på.

Så teksterne om druider satte deres aftryk på forskningen først, mens arkæologien kom bagefter og nu vil be- eller afkræfte tekstfortolkningens resultater og arbejdshypoteser. Det er nok arkæologien, vi skal bygge på mht. druiderne i oldtiden på fastlandet.